Forskelle mellem klassisk og keynesiansk økonomi

Keynesiansk økonomisk teori kommer fra den britiske økonom John Maynard Keynes og opstod fra hans analyse af den store depression i 1930'erne.

Forskellene mellem keynesiansk teori og teori om klassisk økonomi påvirker blandt andet regeringens politik. Den ene side mener, at regeringen skal spille en aktiv rolle i kontrollen med økonomien, mens den anden skole mener, at økonomien bedre er alene om at regulere sig selv. Konsekvenserne af begge har også konsekvenser for ejere af små virksomheder, når de prøver at tage strategiske beslutninger for at udvikle deres virksomheder.

Keynesian økonomi og økonomi

Keynesianske fortalere mener, at kapitalisme er et godt system, men at det undertiden har brug for hjælp. Når tiderne er gode, arbejder folk, tjener penge og bruger dem på ting, de vil have. Udgifterne stimulerer økonomien, og alt løber gnidningsløst. Men når økonomien går ned ad bakke, ændrer stemningen.

I sværere tider begynder virksomheder at lukke og fyre deres medarbejdere. Folk har ikke penge at bruge, og de prøver at spare det lille, de har tilbage. Når folk holder op med at bruge, mister økonomien sin fart og spiral længere ned.

Det keynesianske syn på regeringens intervention

Keynesiansk teori siger, at dette er nøjagtigt, når regeringens intervention giver mening. Hvis folk ikke bruger penge, skal regeringen træde ind og udfylde tomrummet. Der er dog kun et problem: Regeringen har ikke sine egne penge. Det skal tage penge væk fra befolkningen og virksomhederne for at bruge dem. Højere skatter for virksomheder tager penge væk, som ellers kunne bruges på flere investeringer for at vokse virksomheden.

Klassisk økonomi og de frie markeder

Teorien om klassisk økonomi er, at frie markeder vil regulere sig selv, hvis de bliver alene. Markederne finder deres eget ligevægtsniveau uden indblanding fra mennesker eller regeringen.

I en klassisk økonomi har alle frihed til at forfølge deres egne interesser på et marked, der er frit og åbent for al konkurrence. Når folk arbejder på job med at lave ting, får de betalt og bruger disse lønninger til at købe andre produkter. I det væsentlige skaber arbejdere deres egen efterspørgsel efter varer og tjenester.

Regeringens rolle i økonomien

Klassiske økonomer kan ikke lide offentlige udgifter, og de afskyr især mere statsgæld. De foretrækker et afbalanceret budget, fordi de ikke mener, at økonomien drager fordel af højere offentlige udgifter. Keynesianere er okay med statslig låntagning, fordi de er overbeviste om, at offentlige udgifter øger den samlede efterspørgsel i økonomien.

Arbejdsløshed og inflation

Keynesianske entusiaster favoriserer regeringsinddragelse og er mere bekymrede over folk, der har job, end de er for inflation. De ser arbejdstagernes rolle som at bruge deres evner til at bidrage til samfundets bedste. Keynesianere bekymrer sig ikke om varens omkostninger eller valutaens købekraft.

Klassiske økonomer har nogle bekymringer over arbejdsløshed, men er mere bekymrede over prisinflationen. De ser inflation som den største trussel mod en stærk langsigtet vækst i økonomien. Klassikere mener, at økonomien altid vil søge et niveau med fuld beskæftigelse. De tror, ​​at arbejdsløshed skyldes regeringens indblanding i det frie marked eller eksistensen af ​​et monopol i en industri.

Priser og markedsindflydelser

Klassiske tilhængere ønsker et marked, der er frit til at finde sine egne niveauer af udbud og efterspørgsel. De mener, at priserne skal svinge baseret på forbrugernes ønsker. Markedet vil tilpasse sig til enhver mangel og overskud af produkter. Keynesianere mener, at priserne skal være mere stive, og at regeringen bør forsøge at opretholde prisstabilitet. De vil gerne se, at regeringen påvirker folk og virksomheder til at holde priserne inden for bestemte intervaller.

Den fremtidige vækst i økonomien

En vigtig forskel mellem keynesianere og klassikere er, hvordan man forudsiger og behandler den fremtidige vækst i økonomien. Keynesianere fokuserer på kortsigtede problemer. De ser disse spørgsmål som umiddelbare bekymringer, som regeringen skal håndtere for at sikre den langsigtede vækst i økonomien.

Klassikere fokuserer mere på at få langsigtede resultater ved at lade det frie marked tilpasse sig kortsigtede problemer. De mener, at kortsigtede problemer kun er ujævnheder, som det frie marked i sidste ende vil løse for sig selv.

Om keynesianske eller klassiske økonomer er korrekte i deres synspunkter kan ikke bestemmes med sikkerhed. Virksomhedsejere er nødt til at bruge handlinger fra politikere og forretningsledere som vejskilte for at hjælpe dem med at træffe deres egne beslutninger om deres virksomheds vækst.